Gå til hovedindhold
Min organisation
Værdier

Organisationsgrundlaget for Haderslev Kommune

På siden kan du læse om Haderslev Kommunes organisationsgrundlag. Organisationsgrundlaget indeholder vision, mission, ambitioner og værdier.

Indhold

    Organisationsgrundlaget udgør fundamentet for den måde, vi arbejder på i Haderslev Kommune. Det styrer vores ageren og sætter vores fælles retning.

    Organisationsgrundlaget skal bidrage til at skabe en fælles forståelse for Haderslev Kommunes vision, mission, strategier og værdier. Uanset om du er SOSU-assistent, ingeniør, bibliotekar, lærer, socialrådgiver eller noget helt andet, så arbejder vi alle ud fra samme fælles udgangspunkt – og gør en forskel for borgerne i kommunen sammen.

    Samtidigt er det også vigtigt, at vi lokalt har plads til at kigge på det, der er vigtigt. Derfor skal det bruges som en ramme og en retning i det daglige arbejde.

    Vision, mission, ambitioner og værdier

    I Haderslev Kommune lykkes vi gennem det løsningsorienterede samarbejde mellem borgere, erhvervsliv og uddannelser. Her samarbejder vi, fordi gode nabo- og partnerskaber gør os stærkere, end vi kan være
    hver for sig. 

    FN’s verdensmål og det aktive medborgerskab er det grundlag for innovation og bæredygtig
    udvikling, der løfter vores kommune til mere end en geografisk fællesnævner.

    Vi er aktive med hjerte og vilje, fordi det at stå sammen om noget større end os selv er lige så meget vores lokale historie, som det er vores globale fremtid.

    Godkendt af kommunalbestyrelsen, september 2021.

    "Vi vil være et af Danmarks bedste steder at bo, leve og drive virksomhed" 

    I Haderslev Kommune er vi aktive med hjerte og vilje. Derfor er vores kommune et af Danmarks bedste steder at bo, leve og drive virksomhed. Vi er en del af Sønderjyllands historie, der har lært os at arbejde tæt sammen, løfte i flok og få det bedste ud af vores talenter. Vi har en attraktiv natur, central geografisk placering og tilknytning til det dynamiske Trekantområde. Vi lever et aktivt liv i historiske bymiljøer med et levende handelsliv i smuk og varieret natur i en kommune, der er rigt på frivilligt engagement. Vi har et veludbygget
    foreningsliv, med mange forskelligartede kultur og fritidsaktiviteter for både børn og voksne.

    Vi er endvidere en aktiv erhvervskommune med internationalt udsyn, iværksætterånd og gode rammevilkår. Kommunen og erhvervslivet har fælles fokus på at udnytte vores gode beliggenhed og tilknytning til Trekantområdet.

    Vi har en veludviklet infrastruktur og en historisk tilknytning til Forsvaret. Vi er særligt stærke indenfor forsvar, fødevarer, energi, sundhed og logistik.

    Godkendt af kommunalbestyrelsen, december 2017.

    Mere vækst og bedre velfærd i Haderslev Kommune

    En kommune i vækst med flere indbyggere er vejen til nye muligheder, flere job og højere velfærd. Kommunalbestyrelsen i Haderslev Kommune har udpeget tre vækstspor, hvor fremtidig vækst bliver afgørende for en fortsat udvikling af kommunen: Bosætning, arbejdspladser og uddannelse.

    Uddannelse +250

    Vækstambition: 250 flere i uddannelse 1. januar 2030.
    2025 delmål: 100 flere i uddannelse 1. januar 2025.

    Vi skal have 250 flere personer i Haderslev Kommune, som går på en ungdoms- eller kompetencegivende uddannelse i 2030 - det skal være mere attraktivt at uddanne sig. Der skal være gode muligheder for de unge for at uddanne sig her i kommunen og et attraktivt uddannelsesmiljø. Der skal være et mere alsidigt udvalg af uddannelsesmuligheder, som både retter sig mod de offentlige arbejdspladser og mod de kompetencer, vores lokale virksomheder efterspørger.

    Bosætning +500

    Vækstambition: 500 flere indbyggere 1. januar 2030.
    2025 delmål: 100 flere indbyggere 1. januar 2025.

    Vi skal være 500 flere borgere i Haderslev Kommune i 2030 - det skal være attraktivt at bo her. Vi skal have attraktive boliger, som folk vil flytte ind i. Vi skal have attraktive grunde, som folk vil bygge på. Vi skal have attraktive områder, som folk vil leve i med et blomstrende kultur-, oplevelses- og fritidsliv med gode muligheder for at handle og spise. Vi skal vende udviklingen for også at kunne have en god velfærd i fremtiden for dem, som allerede bor her.

    Arbejdspladser +1000

    Vækstambition: 1.000 flere arbejdspladser 1. januar 2030.
    2025 delmål: 300 flere arbejdspladser 1. januar 2025.

    Vi skal have 1.000 flere arbejdspladser i Haderslev Kommune i 2030 - der skal være gode jobmuligheder for alle. En vigtig forudsætning for at kunne tiltrække nye borgere er, at de kan tilbydes et arbejde. Vores virksomheder skal have gode betingelser for at vækste, og vi skal have flere nye virksomheder. En serviceorienteret forvaltning og en aktiv erhvervstilgang er vigtig for, at en kommune er attraktiv for virksomhederne. Der skal være et stort og varieret udbud af lokale erhvervsgrunde, så lokale og potentielle nye virksomheder har mulighed for at udvikle og udvide sig.

    Godkendt af kommunalbestyrelsen, september 2021.

    Værdierne viser, hvem vi er, og hvad vi står for og gælder både for ledere og medarbejdere.

    Haderslev Kommunes fire værdier

    Ambitioner

    Vi er modige nytænkere. Vi arbejder med seriøsitet og målrettethed, hvor vi tør sigte højt og tænke nyt.
    Vi undgår at finde for meget tryghed i ”plejer”.

    Resultater

    Vi er professionelle medskabere. Vi sætter handling bag ord, skaber resultater og tør blive målt på dem. Vi gør en forskel.
    Vi undgår at stå på egen ret.

    Fællesskab

    Vi er kompetente holdspillere. Vi arbejder sammen på kryds og tværs af kolleger, ledere, borgere, erhvervsliv, foreninger og politikere.
    Vi undgår kun at se egne opgaver og mål.

    Dialog

    Vi er åbne samarbejdspartnere. Vi taler med hinanden, får ting til at ske og finder løsninger, også hvis vi må sige nej.
    Vi undgår egenrådigt at træffe beslutninger og at tænke ”dem og os”.

    Hvem gør vi en forskel for?

    Herunder ses et overblik over dem, vi hver dag arbejder for at gøre en forskel for. Ud fra hver gruppe er nogle spørgsmål, som kan bruges til at reflektere over, hvordan vi bedst lykkes.

    • Hvad er vores områdes opgaver?
    • Hvilke borgere, virksomheder eller foreninger arbejder vi med på vores område?
    • Hvilke vigtige forhold er der for betydningen af opgaveløsningen?
    • Hvilke politiske mål er der på vores område?
    • Hvilke strategier og handleplaner er centrale?
    • Hvordan når vi de fælles mål?
    • Hvilke kolleger er det vigtigt, at jeg har et tværfagligt samarbejde med for at styrke løsningen af opgaven?
    • Hvilke kolleger kan give mig viden, som jeg ikke selv har, så vi kan lykkes?
    • Hvad har min leder brug for fra mig for at lykkes med sin opgave?
    • Hvad har jeg brug for fra min leder for at lykkes med min opgave?
    • Hvordan sikrer vi, at vi lykkes som en samlet organisation?
    • Har vi både øje for den økonomiske, den sociale og den bæredygtige bundlinje i vores opgaveløsning?
    • Hvilken forskel gør vi i samfundet?
    • Hvem eller hvad i samfundet gør vi en forskel for?

    Hvordan gør vi en forskel?

    Værdier er altid i spil i hverdagen, og når vi arbejder med vores fælles værdier, er vi opmærksomme på, at også værdier og fortolkninger heraf afhænger af øjnene, der ser og ørerne, der lytter.

    Netop derfor er dialogen mellem ledere, chefer, medarbejdere og kolleger på kryds og tværs så vigtig. En dialog om, hvad værdierne betyder i netop min afdeling kan gøre en stor forskel.